8. januar 2023 Af: Mikael Lund
2023 har fået en meget kedelig start.
Per Tingman Møller
Foto: John Bodholdt Nielsen Søndag den 8. januar ved middagstid indløb der meddelelse om, at vor gode ven og kollega Per Tingman ved 07:30-tiden her til morgen havde draget sit sidste suk. Det er slet ikke til at fatte, at han er gået bort, men et kortvarigt og meget aggressivt kræftforløb kunne han ikke modstå. Kroppen ville desværre ikke mere, men personen Per ville gerne have oplevet meget mere. Hans hjerte bankede for Sporvejsmuseet og dets medarbejdere og hans glæde var stor, da jeg for ca. en måned siden kunne fortælle ham, at nu havde Svenstrup Gods indvilget i at sælge Matrikel 1 Æ til os på gensidigt fornuftige vilkår. Per ville bare Sporvejsmuseet – og det i den grad! Derfor er det meget trist, at han nu er blevet berøvet at opleve den fortsatte udvikling.
Per var sparekassemand og havde i 1989 meldt sig ind i SHS på opfordring af Morten Engelbrecht, som var reklamechef i Frederiksberg Sparekasse, hvor Per var regionschef og hvor han delte kontor med Morten. I 1990 blev Frederiksberg Sparekasse en del af Bikuben og i 1994 fik Per i en alder af 56 år tilbudt en attraktiv aftrædelsesordning, som han sagde ja til. Nu havde Per pludselig mere tid og allerede samme år meldte Per sig under fanerne på Sporvejsmuseet. Per ville det hele i ordets mest positive forstand. Billetsælger, konduktør og kioskpasser blev han hurtigt uddannet til og godkendt som. Han kom derfor allerede på vognstyrerkursus i 1995 og samme år blev han godkendt som vognstyrer.
I bestyrelsen kunne vi hurtigt se, at Per med sin erfaring, udadvendthed og menneskekundskab var en kandidat til bestyrelsen, hvortil han også blev indvalgt i 1996 og hvor han sad indtil han i en alder af 75 valgte at sige stop for netop ti år siden. Fra 2001 til sin fratræden i 2013 var han en rigtig dygtig og god næstformand.
Fra den første tid deltog han også i særarrangementsgruppen og helt til i dag har han været en af de to personer, hvortil man kunne ringe eller skrive for at bestille et særarrangement. Han var med til at udvikle konceptet, således at det også indebar tilbud om kaffe og brød samt rundvisning og leje af en sporvogn. Udover at køre sporvogn kørte Per også bus for museet – både vor almindelige Borupkørsel og bestillingskørsel. Han identificerede sig med museet i alle henseender.
De seneste mange år var han også tovholder for entreprenørgruppen, der bl.a. forestod arbejde med skinnelægning og svejsninger, herunder også af de skinnebrud, der opstår fra tid til anden. Per var meget aktiv i forlængelsen af sporvejsstrækningen til Ejlers Eg i perioden 1996-98 og senest var han med til optagning i november 2021 af den gamle skinnesløjfe ud for Traktorama. Det Traktorama, der samtidig blev hans helle de seneste år og hvor Traktorama-teamet nu har mistet et højt skattet medlem.
Det er meget svært at fatte, at vi ikke længere har Per Tingman iblandt os. Jeg nåede lørdag ved middagstid, godt 18 timer før hans død, at besøge ham på Bispebjerg Hospital, hvor han de seneste 10 dage var indlagt på hospitalets palliative afdeling. Vi havde en god lang snak både om fortiden, men også om fremtiden for og på museet. En fremtid, som han så gerne ville have oplevet og været en del af. Per var helt klar i hovedet og tale – og vi fik grinet. Jeg fik sagt farvel til en god ven og fortrolig, som jeg i den grad vil komme til at savne. Om eftermiddagen var Per hjemme et par timer i lejligheden på Frederiksberg – hos sin elskede Eva, døtrene Nina og Ida, børnebørn og en del af den øvrige familie. Per fik sagt farvel i de hjemlige omgivelser, som betød så meget for ham.
Jeg vil for altid savne og mindes min gode ven Per Tingman Møller.
Bisættelsen vil finde sted fra Søndermark Kapels Store Sal, Roskildevej 59, 2000 Frederiksberg.
Det bliver lørdag den 21. januar kl. 11.00.
Efterfølgende vil der være sammenkomst i Hansens Gamle Familiehave, Pile Allé 10-12, 2000 Frederiksberg.
Alle er velkomne begge steder.
I stedet for blomster ønskes bidrag til SHS Remisefond, konto 1551-8198675 mærket ”Per”.
Æret være Per Tingman Møllers minde
Mikael Lund