18. august 2022 Af: Erik LilholtFoto: Michael Prasse, Erik Storgaard, Jesper Reinfeldt
Weekenden 12-14. august bød på ombytning af vognene KS 305 og FS 78.
Som tidligere nævnt skal KS 305 til Bornholm. Her skal den restaureres og føres tilbage til sit oprindelige udseende fra 1911.
Samtidig skulle FS 78 retur fra Bornholm. Den har været på besøg hos Trio i Nexø og fået renoveret vanger og undervogn.
Så en blokvogn mødte op på museet fredag den 12. august og læssede KS 305. Natten mellem fredag og lørdag sejlede de fra Køge til Rønne og herfra gik turen til Trio.
FS 78 blev hevet ud af værkstedet og KS 305 blev læsset af og trukket ind med gaffeltruck. Dernæst blev FS 78 sat på blokvognen. Om eftermiddagen gik turen tilbage til Rønne og med færgen retur til Køge.
Søndag morgen kunne FS 78 så læsses af på museet og blive placeret i Remise 3. FS 78 har udover renovering af undervogn fået monteret nye Frederiksberg-koblinger og puffer. Den vil således ikke kunne køre i drift på museet før mindst én af de nye Frederiksberg motorvogne som ”SHS Bornholm” arbejder på, er færdige.
Hos Trio indledes restaureringen af KS 305 med at forkorte undervognen.
KS 305 skubbes med trojlen til læssepladsen. Klar til at løfte. KS 305 er placeret på blokvognen. Jesper og kolleger betragter den nyankomne KS 305. Men først skal FS 78 ud af værkstedet. Vel ude af værkstedet flyttes FS 78 lidt væk så der bliver plads til at arbejde med KS 305. Operationen var en stor attraktion. Der er gjort klar til at løfte og klatreskinner er lagt ud. Så løftes der. Jesper trækker KS 305 ind på værkstedet. FS 78 er kommet tilbage til museet. FS 78 løftes af blokvognen. På jorden igen. Bemærk den nye Frederiksberg kobling og puffer.