Nyhedsartikler: Emner

Klik på et emneord for at se artikler om emnet

 

Andre nyhedsartikler

Vis alle nyhedsartikler

Fra værkstedet: Nu genoptages restaureringen af ledvogn KS 890

29. august 2021 Af: Erik LilholtFoto: Erik Lilholt

Efter mange års "go-and-stop" genoptages nu restaureringen af den københavnske ledvogn KS 890. Restaureringen udføres på museets værksted på Skjoldenæsholm af gruppen "Team 100" (opkaldt efter gruppens tidligere restaurering af KS 100).
Team 100 afleverede i foråret 2021 hovedtypevognen KS 261 til drift. Gruppen er i gang med en længerevarende restaurering af KS 361 (en langsædet motorvogn) til dens udseende fra ca. 1942.
I skrivende stund er man endvidere ved at afslutte renoveringen af "legesporvognen" med det fiktive nummer "KS 491". Vognen skal igen opstilles ved Eilers Eg og kan benyttes af museets gæster til at indtage egen medbragt mad. Efter mange år under åben himmel var vognen i ringe stand.
Så nu har man taget fat på KS 890. Vognen blev oprindelig bygget i 1966 som en af de sidste i den store serie af ledvogne KS 801 - 900. Vognen kørte som sidste sporvogn på linie 2 i oktober 1969. Efter nedlæggelsen af sporvognsdriften i København blev vognen sendt til Alexandria hvor den kørte som APTA 890.
I 2001 kom vognen tilbage til Danmark og blev overtaget af Sporvejshistorisk Selskab. Bagenden (den såkaldte B-del) var stærkt beskadiget. Vognen blev sendt til Lokalbanens værksted i Holbæk hvor den gennemgik en større opretning og blev malet.
En "søstervogn", KS 815, er ligeledes overtaget af Sporvejshistorisk Selskab. Denne vogn befinder sig for tiden i Gera i Tyskland. Der er for tiden ikke nogen konkrete planer for restaureringen af denne vogn.
KS 890 kom retur til museet og har i en længere årrække stået og ventet på at det blev "dens tur". Der har været flere tiltag til at komme i gang med en renovering. De elektriske installationer i forbindelse med motorer og bremse er funktionsdygtige og vognen kan køre ved egen kraft, men uden passagerer da den mangler døre og stort set al indvendig aptering. Desuden udestår et stort arbejde med lavspændingssystemet til dørbetjening, signalering mm.
MEN: Nu skal det være! Det vil nok tage nogle år, men Team 100 er opsat på at denne gang skal restaureringen føres til ende.
Med denne og en række efterfølgende artikler fortælles historien om restaureringen efterhånden som den skrider frem.


Billederne herunder er taget den 9. august 2021.
../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_01.jpg
Fronten af KS 890
Vognen holder i Remise 1 i bunden af spor 2 hvor Team 100 holder til. Vognen er netop blevet vendt så sidedørene vender ud mod arbejdsområdet. Så slipper man for hele tiden at skulle løbe rundt om vognen. Ude til højre ses de nye døre. Lige bortset fra KS 801 og 802 havde vognene op til og med KS 862 et gråt bånd på grænsen mellem den gule og hvide bemaling. Fra KS 863 er der blot en metalskinne (endnu ikke monteret). Den gule farve havde også forskellig nuance i de to serier.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_02.jpg
Højre side
Et kik ned langs højre side af vognen. Værkstedsbordet ses til venstre. I baggrunden anes "KS 491" (legesporvognen). Stilladset hører til KS 361.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_04.jpg
Forruderne
Mange af ruderne, herunder forruderne, er nyfremstillede. Montering af forruderne viste sig at være en særlig udfordring, da selve vinduesrammen ikke var i et plan. Der skulle derfor "skubbes" lidt på rammen i de store buer forneden i begge sider før ruderne kunne komme i. Med montering af forruderne er alle ruder – undtagen i dørene – nu på plads.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_05.jpg
Drejeskiven
Drejeskiven i midten af vognen. Det sorte gummi skal udskiftes med linoleum af samme farve og mønster som resten af gulvet. Selve pladerne er ved at blive afrenset og malet. Der skal også monteres nye bærelister og teflonplader som drejeskiven kan glide på.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_06.jpg
Kontakter til motorstyring
Kontakterne til styring af motor og bremsning. Når vognen er færdig, er kontakterne gemt under en bænk. Vognen kan godt køre – dog uden passagerer.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_07.jpg
Klar til ny dør
Alle døre er nyfremstillede og foreløbig kun grundmalede. Når prøvemontering har fundet sted, skal dørene sendes til den endelige maling. På ydersiden skal de være hvide og gule ligesom vognsiden og indvending skal de have en brunlig farve.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_08.jpg
Døre fra andre vogne
Disse døre er kun hentet ned fra Remise 3 til "inspiration". Formålet er at se profiler og montering af de forskellige beslag, lister og gummikanter. Den grønne dør stammer fra en vogn som har kørt i Alexandria.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_09.jpg
Loftet
Loftet i bagenden (B-delen). Denne del af vognen har efter opretningen ikke helt de oprindelige mål hvorfor der må forventes en større tilpasning af loftspladerne. Nogle plader skal sandsynligvis helt nyfremstilles. Ledningerne der hænger ned fra loftet, skal gemmes inde i holdestængerne og forbindes til "Stop-trykknapperne".

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_11.jpg
Indvendig
Gulvet i B-delen med varmeapparaterne langs væggen. Væggen under vinduerne skal beklædes med fineret plade som først skal fremstilles eller anskaffes. Varmeapparaterne skal dækkes af aluminiums- eller stålplader. Beslagene i gulvet er til fastgørelse af stole og holdestænger. Disse befinder sig fortsat hos Gera i Tyskland, men forventes at komme "hjem" inden for en overskuelig fremtid.

../../data/artikler/billeder/vaerksted/ks890_01_12.jpg
Bagenden med konduktørplads
I bagenden har der tidligere været arbejdet på konduktørpladsen. Her mangler dog endnu "det sidste" arbejde. Bagest ser man indeslutningen for en styrepult som benyttes, når man bakker med vognen. På konduktørplads og indeslutning kan man se farven på den finér der skal opsættes på væggen under vinduerne. Bordet til venstre er et arbejdsbord.

Fortsættes …
../../site/images/logo/logo_museet.pngSporvejsmuseet Skjoldenæsholm
- med sporvognen helt ud i skoven ...
GB
DE
Find vej