Nyhedsartikler: Emner

Klik på et emneord for at se artikler om emnet

 

Veteranbilstræf

Værksted

Bornholm

Julearrangement

Afdøde

Andre nyhedsartikler

Vis alle nyhedsartikler

Æresmedlem af SHS Jørgen Andersen er gået bort

21. august 2022 Af: Mikael Lund, SHS Formand

../../data/opslag/billeder/2022_joergen_andersen.jpg
Jørgen Andersen, 23. april 2022
Foto: John Bodholdt Nielsen
Tirsdag eftermiddag indløb der et helt chokerende rygte om, at Jørgen Andersen var død sent mandag aften. Først troede vi, at det var en AND, men desværre blev det inden for den næste time bekræftet som sandt.
Det er helt uvirkeligt, at vi ikke længere skal opleve vort stolte æresmedlem på slap line,  som mæcen for SHS og som hyppig gæst på Sporvejsmuseet. Hans seneste besøg var til veteranbiltræffet lørdag 30. juli, hvor han kom i sin hvide veteransportsvogn og var i strålende humør.
Jørgen havde følt sig skidt tilpas mandag aften efter at have spist på sin kro Kongemosen lige over for sin bopæl. Han klagede over kraftig hovedpine og tog kontakt med sine naboer, der kunne se, at det stod skidt til og sørgede for at han kom på Herlev. Herfra blev han efterfølgende overført til Riget, men hans liv stod ikke til at redde. Han er sandsynligvis blev ramt af en massiv hjerneblødning.
Jørgen var frisk og aktiv til det sidste – indtil lynet uventet og uvarslet slog ned. Jørgen blev 78 år gammel.
Erhvervsmæssigt havde Jørgen en lang karriere bag sig som busvognmand – en iværksætter af bedste skuffe. På myldretid.dk er der en glimrende beskrivelse af hans levned og den linkes der ind til her: myldretid.dk
Jørgen drev både Gråhundbus og restauranten Kongemosen som del af en enkeltmandsvirksomhed. Han havde også et delejerskab af Edelskovs Turisttrafik. Hvad der nu kommer til at ske med det hele, står for nærværende hen i det uvisse, men indtil videre kører både busvirksomheden og krovirksomheden videre. Jørgen har to voksne tvillinger – en dreng og en pige – men ingen af dem har vist interesse for faderens virksomhed.
Gennem et bekendtskab med Jørgen Halvorsen – SHS’s første formand – blev Jørgen meldt ind i SHS den 15. oktober 1967 med medlemsnummer 247. Foreningens omfattende rejsevirksomhed byggede de første mange år på busser, som Jørgen stillede til rådighed fra sit egen nystartede busselskab Ballerup Bybusser, ofte med ham selv som en af chaufførerne. Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland og sågar England er blevet besøgt på denne måde. Jørgen var altid meget generøs – han skulle ikke have noget for at stille busserne til rådighed og kun sjældent lod han SHS betale for brændstof. De seneste par år, og på grund af bøvlet lovgivning for kørsel med busser i udlandet, stod han kun for transporten med bus fra Ballerup/Høje Taastrup til Gedser og retur. Men det gjorde han med glæde og når han hentede os om søndagen, lyttede han begejstret til de mange SHSeres rejseindtryk. Jørgen havde igen givet tilsagn om at køre for os i forbindelse de to efterårsture til Leipzig hhv. Rostock. Nu må vi se hvad der kommer til at ske i den henseende.
Jørgen blev udnævnt til æresmedlem i SHS ved foreningens 50 års jubilæum den 8. februar 2015. Det var en udnævnelse, der gjorde ham pavestolt og når han ringede, startede han altid med at præsentere sig som: Æresmedlem 247 Andersen!
Savnet er enormt og det er virkelig helt ufatteligt, at han nu pludselig og uventet er gået bort.
Vi har mistet en stor personlighed – men han vil altid blive husket.
Jørgen vil blive bisat fra Smørum Kirke torsdag 25. august kl. 12:00.
Æret være Jørgen Andersens minde
Mikael Lund
SHS Formand
../../site/images/logo/logo_museet.pngSporvejsmuseet Skjoldenæsholm
- kollektiv bytrafik i dag, i går og i morgen ...
GB
DE
Find vej