Remisefonden 2026

Uanset årstiden kan du gøre en forskel for Sporvejsmuseet ved at indbetale et beløb til Remisefonden. Museet rammes af stigende udgifter til næsten alt. Samtidig vil vi gerne holde medlemskontingentet i ro og holde uændrede entrépriser for vores mange besøgende.
Det er naturligvis en udfordrende situation og her spiller SHS Remisefond en vigtig rolle. Vi appellerer derfor til, at alle, der har mulighed herfor, betænker Remisefonden med et beløb, idet du samtidig skal være opmærksom på, at SKAT kompenserer dig for ca. 26 procent af beløbet over årsopgørelsen.
SHS er nemlig fortsat godkendt som en forening, hvortil der med henvisning til ligningslovens §8A kan ydes et årligt fradragsberettiget på op til 20.000 kroner. Den skattemæssige fradragsret følger kalenderåret, så sidste frist for indbetaling er onsdag 30. december 2026. Det er også muligt for ikke-medlemmer at støtte foreningen og opnå samme fradragsmæssige vilkår, ligesom ægtefæller kan opnå hver sit fradrag på max. 20.000 kroner. Der kan godt indbetales til forskellige godkendte foreninger, men det maksimale fradrag er som anført ovenfor. Så hvis du betaler det fulde beløb, vil du få ca. 5.200 kroner refunderet i forbindelse med årsopgørelsen fra SKAT. En indbetaling på f.eks. 5.000 kroner, vil betyde en skattebesparelse på ca. 1.300 kroner.
For 2025 blev der af ca. 115 bidragsydere glædeligvis indbetalt knap 600.000 kroner, hvoraf de 120.000 kroner var øremærket specifikke projekter.
Man kan med fordel indbetale via netbank (Danske Bank – reg.nr. 1551 og konto nr. 8198675), men der kan også hos Formanden rekvireres girokort til brug for indbetalingen. I øvrigt kan bidrag indbetales løbende gennem året. Ønsker man at betænke enkeltprojekter bedes man anføre det på betalingsdelen. Alle beløb – uanset størrelsen – modtages med lige stor glæde og taknemmelighed.
Siden 2009 har det været et lovkrav for at opnå skattefradrag, at SHS indberetter indbetalingerne til skattemyndighederne, hvorefter gavebeløbet automatisk overføres til de enkeltes årsopgørelser. Dette er en administrativ lettelse for alle, men fordrer, at SHS har CPR-nummeret for de enkelte gavegivere. For de seneste tretten år har vi allerede oplysningerne, men er man ny bidragsyder bedes denne information oplyst sammen med indbetalingen eller ved separat meddelelse til undertegnede, hvor e-mail adressen: formanden@sporvejsmuseet.dk kan benyttes.
Til slut vil jeg gerne rette en meget stor og hjertelig tak til alle der støtter op om SHS Remisefond, ligesom jeg håber på fortsat bevågenhed fra gamle såvel som nye bidragsydere.
Formanden Mikael Lund