Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

3. oktober

Sporvognskalenderen 2017 - Sporvognene ruller videre

De gamle danske sporvogne ruller videre på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, men også i Sporvognskalenderen, som nu foreligger i 45. udgave. ”Sporvognskalenderen 2017” rummer som forgængerne billeder af sporvogne i hovedstaden, Aarhus og Odense fra et tidsrum på mere end 100 år. Et enkelt motiv er fra Sporvejsmuseet.

Nye kapitler af sporvejshistorien skrives, når Aarhus i 2017 begynder trafik med sporvognenes moderne efterfølgere – letbanen – i den jyske hovedstad og byens store opland. Også Odense og hovedstadsområdet er på vej med deres letbaner. Senest blev anlægsloven om Hovedstadens Letbane vedtaget af alle Folketingets partier 31. maj 2016. Talrige byer i udlandet har åbnet nye letbaner i de senere år. Det gælder såvel byer, der engang havde sporvogne, som byer uden sporvejshistorie.

Sporvognskalenderen udgives af foreningen bag Sporvejsmuseet, Sporvejshistorisk Selskab. Selskabet kunne i februar 2015 fejre sit 50 års jubilæum. Selskabet blev dermed stiftet på et tidspunkt, da sporvognsdriften var under afvikling herhjemme.

Der er efterhånden gået mere end 44 år, siden de gamle sporvogne for sidste gang var en del af gadebilledet i hovedstaden, nærmere bestemt 22. april 1972. Aarhus sagde farvel til sine to sporvognslinjer et halvt år forinden (november 1971), mens den tredje danske sporvejsby, Odense, erstattede sine røde sporvogne med dieselbusser allerede i sommeren 1952. Aalborg fik aldrig sporveje, selv om planerne var langt fremme, da udbruddet af Første Verdenskrig medførte voldsomme prisstigninger på blandt andet jern og kobber. Så det blev ved planerne dengang!

”Sporvognskalenderen 2017” rummer billeder, som er stillet til rådighed af medlemmer af Sporvejshistorisk Selskab eller er hentet i selskabets arkiver. Det ældste motiv er mere end 100 år gammelt, de yngste motiver er fra sporvejenes sidste år.

 

Sporvognskalenderen 2017

Sporvejshistorisk Selskab                            

Vejl. pris i boghandelen 95 kr.