Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

9. september

Stjerner i mange farver på Sporvejsmuseet

For sidste gang i sæsonen 2016 indbyder Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og Københavns Astronomiske Forening til stjernekig på Sporvejsmuseet lørdag 24. september, hvor museet holder åbent til kl. 22.

Museets gæster kan ved den lejlighed nyde synet af både nære og meget fjerne stjerner i mange farver. De nære stjerner er lanterner i mange farvekombinationer på de gamle danske sporvogne. De fjerne stjerner er Universets kendte og mindre kendte seværdigheder, som er i familie med vores nærmeste stjerne, Solen. Universets stjerner kan også byde på forskellige farver, alt efter hvor varme de er. De varmeste stjerner er – overraskende nok – blå, mens andre stjerner sender lys, som er hvidt, gult eller rødt, afhængigt af stjernernes overfladetemperatur.

Det og meget andet kan man få mere at vide om af amatørastronomerne fra Københavns Astronomiske Forening, som medbringer deres fine computerstyrede kikkertudstyr og fortæller museets gæster om deres hobby, uanset hvad vejret har tænkt sig. Man regner med, at der er omkring 70 gode stjerne-observationsnætter i Danmark om året, så der er altid en vis risiko for, at det er overskyet, når man har planlagt at kigge stjerner. Men skulle vejret drille, medbringer astronomerne computerudstyr, der kan vise interesserede, hvad der gemmer sig bag skyerne, og så rykker man indendørs i en af de store sporvognsremiser. 

Sporvognene gemmer sig i hvert fald ikke bag skyerne. Når mørket er faldet på, genopstår nogle af de natsporvognslinier, som kunne opleves sidste gang i de københavnske gader i 1958.

Sporvejsmuseet, der ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted, har åbent lørdage og søndage kl. 10-17. Lørdag den 24. september dog til kl. 22. I skolernes efterårsferie (uge 42) holdes åbent alle dage kl. 10-17. Sporvejsmuseets sæson 2016 slutter søndag den 23. oktober. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk

Man kan opleve - eller genopleve - illuminerede sporvogne og rundvisninger i Universet på Sporvejsmuseet
lørdag den 24. september. Her ses astronomernes lejr ved stoppestedet ”Flemmings Minde” på museumslinjen
til Højbjerg Skov. (Foto: Torben Liebst).