Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

27. november

Linie Nul kører i nye omgivelser

Meget er forandret siden julemåneden sidste år på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Men der bliver ikke rørt ved traditionen med at åbne museet en weekend i december – i år 12. og 13. december, begge dage kl. 10-16. Der er kørsel med julesporvogne – heriblandt den særlige Linje Nul eller ”Nullerten” - salg af friskskovede juletræer, underholdning, besøg af Julemanden, julecafé og en ganske omfattende juleudstilling.

Der er derimod store forandringer langs museumssporvejen fra museet mod Højbjerg Skov, nord for Skjoldenæsholm. Museumsgaden med det uofficielle navn Valby Langgade er nemlig meget længere, end den var i julemåneden 2014! På begge sider af gaden er rejst nye remise- og garagebygninger til Sporvejsmuseets store vognpark af sporvogne og busser, og i de kommende år vil der langs gaden blive indrettet en række små butikker, som de så ud i 1950erne og 1960erne. En hel lille by med tæt trafik af sporvogne.

Den nyopførte sporvognsremise, som er museets tredje, er på næsten 4.000 kvadratmeter og har tæt på 1 kilometer sporvognsspor under tag, mens den nye busgarage og busudstillingshal er en anselig bygning på næsten 2.700 kvadratmeter. Som nabo til bushallen er desuden opført en større garage til museets ikke-skinnegående arbejdskøretøjer.

Julesporvognene og juletræerne ligner heldigvis sig selv. Den særlige sporvognslinje ”Nullerten” var for mange år siden en del af mange menneskers hverdag, selv om ingen havde kørt med den eller set den i virkeligheden! Den var nemlig en dagblads-tegneserie skabt af tegneren Helge Hall. Men i årene 1953-1956 blev ”Nullerten” til en rigtig københavnsk sporvogn, som kørte en enkelt decemberdag til fordel for ”Juleløses Jul” med frivilligt personale fra sporvejene og kendte skuespillere og entertainere som konduktører. Ideen kom fra skuespilleren Ib Schønberg, som selv stillede op som konduktør på ”Nullerten”.

Desværre bliver der i år ikke mulighed for at køre med damptog fra København til Hvalsø og videre derfra med veteranbusser til Sporvejsmuseet, fordi Jernbanemuseet ikke har det fornødne materiel til rådighed på Sjælland. Sporvejsmuseet beklager, at veterantoget er aflyst.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk Bortset fra weekenden 12.-13. december er Sporvejsmuseet vinterlukket indtil 22. april 2016, hvor der tages hul på en ny sæson.