Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

6. januar

Stor jubilæumsudstilling på Københavns rådhus: Sporvogne og busser som hobby - i 50 år

Hundredtusinder af danskere benytter hver dag kollektiv bytrafik i form af tog, metro og busser. Men for omkring 1.200 personer i alle aldre og begge køn er kollektiv bytrafik noget mere: Det er nemlig deres hobby!

Foreningen Sporvejshistorisk Selskab (SHS), der samler mennesker med interesse for kollektiv bytrafik og denne trafiks historie, kan i februar 2015 fejre sit 50-års jubilæum. Det markeres med en stort anlagt udstilling i Københavns rådhushal i dagene 11.-21. februar 2015. Rådhushallen er åben på hverdage kl. 9-16, lørdage kl. 9.30-13. Søndag lukket (15/1). Udstillingsperioden er i skolernes vinterferie (uge 7 og 8). På åbningsdagen 11. februar er der først adgang fra kl. 14.

Jubilæumsudstillingen giver mulighed for at gå på opdagelse i den kollektive trafik i form af talrige billeder, filmklip samt sporvogne og busser i mange størrelser – også den ægte vare i størrelse 1:1. Der sættes desuden fokus på året 1965, hvor meget var anderledes end 50 år senere. En verden uden internet og mobiltelefoner, pigtrådsmusikkens guldalder og begivenheder i ind- og udland, som stadig huskes.

Hobbyen kollektiv bytrafik er ganske omfattende: sporvogne/letbaner, busser, trolleybusser, undergrundsbaner/metro, S-baner og alt, hvad dertil hører. Sporvogne var en del af den kollektive bytrafik i Danmark indtil 1972, men nu er moderne sporvogne – ofte betegnet letbaner – på vej i Aarhus, Odense, hovedstadsområdet og senest også Aalborg. Det kan man også få mere at vide om i Sporvejshistorisk Selskabs jubilæumsudstilling.

Medlemmerne af Sporvejshistorisk Selskab dyrker deres fælles interesse ved regelmæssige møder i hovedstaden og i Odense, ved rejser til udenlandske byer med sporvejsdrift eller trolleybusdrift - eller på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Midtsjælland, der er det jubilerende selskabs største projekt, men langt fra det eneste. Museet åbner til en ny sæson 25. april. 50-års jubilæet markeres med blandt andet en stor sporvognskavalkade lørdag den 20. juni med start kl. 11.

Forskning i den kollektive bytrafiks historie har i årernes løb resulteret i et stort antal bogudgivelser om trafik- og byhistoriske emner. I 2003 blev HT Museets offentligt ejede samling af museumssporvogne, busser og en stor mængde arkivalier overdraget til Sporvejsmuseet, som dermed fik en vognsamling, der regnes for verdens femtestørste. Sporvejsmuseet er beliggende ved Jystrup omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk og www.letbaner.dk