Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

2. oktober

Årets sidste vrinsk på Sporvejsmuseet

2013 har været et museumsår med en hel del vrinsk i for Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, og i skolernes efterårsferie bliver der mulighed for at opleve flere vrinsk.

Det midstællandske museum har ved en række lejligheder sat hestetrukne museumsvogne i drift forspændt ægte hestekræfter. Anledningen er dels 150-året for åbningen af Danmarks første sporvognslinje med heste som trækkraft (1863), dels 100-året for overgangen fra hesteomnibusdrift til de første motoromnibusser i København. I skolernes efterårsferie køres tirsdag 15. oktober for sidste gang i år med den bevarede hestesporvogn ”Hønen”. Den hestetrukne omnibus fra ”Kjøbenhavns Omnibuskompagni” kommer ud at køre torsdag 17. oktober. For kørslen med de lejede heste, der løser opgaven, som om de aldrig havde bestilt andet, betales en beskeden ekstratakst.

Men Sporvejsmuseet har flere særlige tilbud i efterårsferien. Det er aldrig for sent at blive vognstyrer. Slet ikke nu, hvor landets fire største byer har mere eller mindre fremskredne planer om anlæg af moderne sporveje eller letbaner. Sporvejsmuseet tilbyder alle dage i efterårsferien interesserede i stort set alle aldre en introduktion til det spændende arbejde. Der betales særskilt for skolekørslen, som foregår med vejledning fra en overvognstyrer, og der udstedes efterfølgende et diplom for de erhvervede færdigheder. Den normale entré til museet giver selvfølgelig stadig mulighed for sporvognskørsel ad libitum – som passager.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted.

I skolernes efterårsferie er der åbent alle dage kl. 10-17. Sæsonen 2013 slutter med udgangen af efterårsferien, søndag 20. oktober.

Traditionen tro genåbner Sporvejsmuseet en weekend i julemåneden – i år 14. og 15. december - for kørsel med julesporvogne og salg af friskskovede juletræer fra Skjoldenæsholm. Disse to decemberdage er museet åbent kl. 10-16. Der kan læses mere om Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på museets hjemmeside www.sporvejsmuseet.dk