Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

31. juli

Sporvognenes jubilæum fejres med stor kavalkade

Hestetrukne og elektriske sporvogne fra syv årtier er i drift, når Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm fejrer danske sporvognes 150 års jubilæum med en stor sporvognskavalkade på det midtsjællandske museum lørdag 31. august. Kavalkaden omfatter en hestesporvogn og 11 elektriske vogntog.

Danmarks første sporvogne begyndte kørslen i 1863 – for 150 år siden. Det er efterhånden 41 år siden, den sidste sporvognslinje – den københavnske linje 5 – blev omstillet til busdrift. I jubilæumsåret er moderne sporvogne på vej i de tre største danske byer. Århus forventer, at byens og oplandets letbane begynder kørslen i 2017. Letbane-planerne i hovedstadsområdet og i Odense opererer med, at man kan stige på en moderne sporvogn omkring år 2020. Såvel sporvejshistorien som sporvognenes fremtid er grundigt belyst i Sporvejsmuseets udstilling.

På dagen for den store sporvognskavalkade besøges Sporvejsmuseet af HT Orkestret, som selv nærmer sig et flot jubilæum, nemlig 100 år. Det gamle sporvejsorkester giver koncert i dagens anledning. Kavalkaden begynder kl. 11, og efterfølgende vil der være tæt trafik af de mange fremviste sporvogne samt en række museumsbusser.

Samme dag – sidste lørdag i august - besøges Sporvejsmuseet traditionen tro af amatørastronomer fra Københavns Astronomiske Forening, som inviterer til sight-seeing i Universet i de medbragte computerstyrede stjernekikkerter. Af samme grund holdes museet denne dag ekstraordinært længe åbent, nemlig fra kl. 10 til 22.

Sporvejsmuseet ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Museet er åbent lørdage og søndage 10-17, lørdag 31. august dog til kl. 22.  Indtil udgangen af uge 33 er museet desuden åbent hverdage kl. 10-17, dog er museet lukket mandag.

Danske sporvognes 150 års jubilæum fejres på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm med en stor sporvognskavalkade lørdag 31. august.