Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

18. juli

Historisk myldretid på Sporvejsmuseet

Engang var der kun fem minutter mellem sporvognene i myldretiden, og sporvognene fulgtes med biler som Volvo 444, Opel Rekord med ratgear, DKW Junior og Anglia’en med skrå bagrude.

Den historiske myldretid, da biler fulgtes med sporvognene, kan opleves igen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm lørdag 27. juli. Denne dag får museet besøg af ejere af motorkøretøjer, der kom på gaden første gang, mens sporvognene endnu var en del af gadebilledet, det vil sige senest 1972. Både lørdag 27. juli og den efterfølgende søndag er der særlig tæt trafik på museets to sporvejsstrækninger.

Samme dag (27/7) køres der med ægte hestekræfter, som trækker en hesteomnibus. Det er et kollektivt transportmiddel, som blev pensioneret allerede i 1917, men kørslen med ægte hestekræfter finder sted en række gange i løbet af Sporvejsmuseets sæson 2013 for at markere 150-års jubilæet for oprettelsen af den første hestetrukne sporvognslinje (1863) samt 100-året for indførelsen af de første motoromnibusser i hovedstaden.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Museet er i skolernes sommerferie åbent alle dage kl. 10-17. Dog holdes museet lukket mandag. Der kan læses mere om Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på museets hjemmeside www.sporvejsmuseet.dk

Myldretid som i de gode gamle dage! Lørdag 27. juli er der besøg af vintagebiler og deres stolte ejere på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, og der er tæt trafik på museets to sporvognslinjer.