Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

30. maj

100-års jubilæum for hovedstadens busser

Fire historiske busser kører i kortege ad Strøget fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, når Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm torsdag 13. juni markerer 100-året for indførelse af de første motoromnibusser i hovedstaden. Det er ikke tilfældigt, at den historiske kavalkade kører ad gågaden, for det var her på det fine forretnings-strøg, at franske De Dion-Bouton motorbusser i 1913 afløste omnibusser trukket af ægte hestekræfter. En af de ældste motorbusser blev heldigvis bevaret som museumsbus og kan på festdagen opleves på den rute, hvor den kørte sine første ture for 100 år siden.

Kortegen af de fire ældste busser kører fra Kongens Nytorv med start kl. 11.30. Forrest kører den bevarede hestetrukne omnibus fra Københavns Omnibuskompagni. Den efterfølges af Frederiksberg Sporvejes De Dion-Bouton-motorbus nr. 1 fra 1913. Tredje bus i kortegen har ligeledes kørt op og ned ad Strøget talrige gange: Københavns Sporvejes Triangel-bus nr. 41, leveret i 1933 og pensioneret 1955. Bagest i kortegen kører en af sporvejenes sidste tomandsbetjente busser, en Leyland Royal Tiger fra 1963. Lignende busser prægede gadebilledet i hovedstaden – også på Strøget - gennem 1950erne og 1960erne.

På Rådhuspladsen udstilles yderligere fire historiske busser. Selv om de ikke kan hamle op med deres 100-årige ”kollega” i alder, har den yngste af dem dog efterhånden 30 år på bagen. De øvrige daterer sig fra slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Udstillingen af historiske motorbusser kan opleves på Rådhuspladsen fra kl. 11. HT-Orkestret musicerer på Rådhuspladsen i anledning af bussernes flotte jubilæum.

Motorbussernes 100-års jubilæum markeres også lørdag 15. juni med et bustræf på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm. Sporvejsmuseet ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Museet er åbent lørdage og søndage kl. 10-17. I skolernes sommerferie er der åbent alle dage kl. 10-17, dog er museet lukket om mandagen. Der kan læses mere på www.sporvejsmuseet.dk