Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

10. maj

Ægte hestekræfter på Sporvejsmuseet

Københavns Sporveje tog afsked med de sidste ægte hestekræfter i 1917, da de hestetrukne omnibusser på linje 12 rullede over i trafikhistorien. Heldigvis gemte man én af hesteomnibusserne for eftertiden, lige som man havde gjort to år tidligere, da den legendariske hestesporvogn ”Hønen” blev pensioneret. Begge hestetrukne transportmidler indgår i dag i museumsvognparken på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.  

Hesteomnibussen har efter pensioneringen i 1917 kun været på gaden ved sjældne lejligheder.
Her ved afskedskavalkaden for sporvognslinje 16 i 1970. I gamle dage kørtes kun med firspand,
 når vinterføre gjorde det svært for hestene at stå fast. Ellers kunne to heste gøre det.

2013 er et jubilæumsår for både sporvognsdriften og busdriften i København, og begge jubilæer markeres ved en række lejligheder i løbet af Sporvejsmuseets sæson. Det sker blandt andet ved kørsel med ægte hestekræfter. Næste gang 2. pinsedag, mandag 20. maj, hvor hesteomnibussen fra”Kjøbenhavns Omnibuskompagni” kommer ud at køre med betalende passagerer for første gang i rigtig mange år. Sporvejsmuseet gjorde sidste år sine første erfaringer med kørsel med den bevarede hestesporvogn ”Hønen”. De til formålet lejede heste må have gener fra gamle sporvejsheste. Så flot klarer de opgaven med at trække de gamle kollektive transportmidler! 

Det er i år 150 år siden, hovedstadens første sporvognslinje begyndte at køre, og det er 100 år siden, at de første motoromnibusser begyndte at køre på Strøget mellem Rådhuspladsen og Kongens Nytorv. 100-året for motoromnibussernes premiere på Strøget i København markeres torsdag 13. juni med en kavalkade af bevarede busser fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen og efterfølgende udstilling af de gamle busser, hvoraf den ældste af mærket De Dion-Bouton var blandt byens allerførste motorbusser for 100 år siden. Samme jubilæum markeres på Sporvejsmuseet lørdag 15. juni. 

150-års jubilæet for de første hestetrukne sporvogne i Danmark markeres med en stor kavalkade af museumsvogne på Sporvejsmuseet lørdag den 31. august. Ved samme lejlighed underholder HT-Orkestret.  

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup mellem Roskilde og Ringsted. Museet er åbent lørdage, søn- og helligdage kl. 10-17. I skolernes sommerferie holdes åbent alle dage undtagen mandag. Der kan læses mere om Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på museets hjemmeside www.sporvejsmuseet.dk