Til pressen         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

31. marts

Næste stoppested 1960

En verden uden mobiltelefoner og internet. Kærestebreve, der blev skrevet på papir og lagt i en postkasse. De yngre danskere har måske svært ved at forestille sig det.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm på Midtsjælland skruer tiden 50 år tilbage i sæsonen 2010. Hvordan så familiens første bil ud, hvad var der på menuen i de små hjem, hvor rejste vi hen, og hvilke hits blev der lyttet og danset til? Den bredt anlagte udstilling fortæller også om de indenrigs- og udenrigs begivenheder, som fik de store overskrifter i aviserne. Og så var der olympiade i Rom, hvor det danske amatør-fodboldlandshold vandt sølvmedaljer.

På sporvogns-fronten fik Københavns sporveje leveret de første eksemplarer af den mest moderne sporvognstype, vi nåede at få herhjemme: de tyske leddelte sporvogne, som hurtigt fik kælenavnet "Frk. Düsseldorf". Sporvognenes sportsvogne! Og så fik vi kvindelige sporvognskonduktører, de såkaldte "spordesser".

 

Ved to lejligheder i løbet af sæsonen 2010 får Sporvejsmuseet besøg af ejere af biler fra 1960 eller tidligere, som prægede gadebilledet sammen med sporvognene. Anglia'en med skrå bagrude, Opel Rekord, Morris Minor, amerikanske "flydere" med halefinner, men også betydeligt ældre biler, som stadig sås i gadebilledet. Det stigende antal privatbiler var tegn på øget velstand, og kampen om parkeringspladserne var begyndt. Vintagebil-træffene på Sporvejsmuseet finder sted lørdagene den 19. juni og 31. juli 2010. Begge dage er der musikalsk underholdning med genhør af hits fra 1960 eller de nærmeste foregående år.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm indleder sæsonen 2010 den 24. april. Museet er derefter åbent lørdage, søn- og helligdage 10-17. I sommerferieperioden 22. juni-12. august er museet desuden åbent på hverdage kl. 10-17, dog er museet lukket mandag. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm ligger ved Jystrup omtrent midt mellem Roskilde og Ringsted.