Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

 

5. december 2017: Henning Gerhard er død

         

Den stoute jyde Henning Gerhard er gået bort

 

Med stor sorg har vi erfaret, at en af vore århusianske medarbejdere Henning Gerhard er gået bort.

 

Han blev fundet død på sin bopæl i Aarhus onsdag 29. november – sandsynlig ramt af en blodprop eller et hjertestop. Henning blev 75 år gammel.

 

Henning stammer fra Nørre Alslev på Falster og er oprindelig uddannet typograf. Han uddannede sig også til buschauffør og efter flytning til Aarhus blev han ansat ved Aarhus Sporveje. Her gjorde han tjeneste indtil 1991, hvor han i en tidlig alder af kun 49 år måtte lade sig sygepensionere grundet gigt i hænder og arme.

 

Henning var gode venner med Jean Philip Ricard og Henrik Pedersen og blev af de to i 2001 trukket med til miljøet på Skjoldenæsholm, hvor Henning i mange år efterfølgende har forrettet tjeneste som vognstyrer og konduktør. Desværre havde han stigende problem med synet og meddelte allerede i sommer, at han ikke længere så sig i stand til at forrette tjeneste som vognstyrer, hvilket han var meget ked af.

 

’Gammelfar’, som han blev kaldt af sine aarhusianske venner, var en lun, men samtidig stille, fætter, der ikke gjorde meget væsen af sig, men altid var til at stole på og som altid ville det bedste for Sporvejsmuseet, hvor han vil blive savnet.

 

Henning var ikke gift og efterlader sig heller ikke nogen børn. Nærmeste familie er en søster boende på Falster.

 

Bisættelsen foregår lørdag 9. december kl. 1030 fra Aarhus Vestre Kirkegaards lille kapel. Der er sørget for en bårebuket fra SHS og Sporvejsmuseet, hvor der flages på halv stang indtil kl. 1100 på lørdag.

 

Æret være Henning Gerhards minde.

 

                                                                                                                                                                                   Mikael Lund