Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

 

12. oktober 2017: Stig Torp Kaspersen er død

Stig Torp Kaspersen er helt uventet gået bort

I en alder af kun 72 år er Stig Torp Kaspersen her til formiddag helt uventet gået bort ramt af et pludseligt hjertestop.

Han mødte ikke frem til et aftalt møde og blev efterfølgende fundet på forsædet af sin bil, som han netop var steget ind i på P-pladsen ved sin bopæl, hvor han må være blevet ramt af Guds lyn.

Chokket er stort – men vore tanker samler sig især om hans hustru, søn og datter, for hvem det helt uventede dødsfald vil være endnu mere ubegribeligt.

Stig var i tjeneste på museet så sent som i lørdags – i godt humør og forrettende tjeneste med den grundighed og samvittighedsfuldhed, som han altid har været kendt for.  I morgen aften skulle han have været konduktør på busserne til Kulturnatten og efterfølgende stod han på tjenestelisten til flere dags tjeneste på museet i efterårsferien.

Sådan kommer det altså desværre ikke til at gå, men vi vil for altid mindes Stig som en god kollega og ven. Vi ved, at Sporvejsmuseet betød rigtig meget for Stig og vi vil for altid komme til at savne ham.

Med Stigs død har vi også mistet en både kvalificeret og flittig kørelærer. Stig stillede sig altid til velvilligt rådighed, når der var elever der skulle indøves, og han havde en meget fin dobbelt ansvarlighed i sit virke som kørelærer: På den ene side viste han stor ansvarlighed i forhold til foreningen og museet ved at sikre, at eleverne blev grundigt indøvet, så de både sikkerhedsmæssigt og i forhold til publikumsbetjeningen fik lært det, de skulle. Samtidig havde han et godt kollegialt blik for at få hjulpet alle vognstyrerelever sikkert gennem indøvelsen.

Så også af den grund kommer vi virkelig til at savne Stig.

Stig startede som elev hos KS i en alder af 16-17 år og tilbragte hele sin karriere hos KS og dets efterfølgere HT, HUR og Movia. Han har bl.a. i en periode haft ansvar for uniformer og de seneste år inden sin pensionering for godt 5 år siden var han som trafikinspektør hovedsagelig beskæftiget med kortsalg og besøg hos de forskellige forhandlere af kort for afregning, check af beholdninger og udskiftning af kort i forbindelse med takstændringer.

Stig har også altid haft interesse for faglige forhold og han var vellidt for sit rolige væsen og afbalancerede holdninger.

Udover interessen for sporvogne – Stig har været medlem af SHS siden først i 90’erne – var Stig også meget interesseret i veterantog og han var aktiv ved museumsbanen Maribo-Bandholm, hvor også hans søn er aktiv og med i bestyrelsen.

Der foreligger endnu ikke noget om tidspunkt og sted for bisættelsen, idet omstændighederne omkring hans død gør, at Politiet er inddraget og der skal ske en obduktion. Vi melder ud lige så snart vi ved nærmere.

Selvom det er et par timer siden, at jeg fik den kedelige underretning af Stigs datter, som ringede så hurtigt bl.a. fordi hun vidste at han skulle have været konduktør i morgen aften – utrolig betænksomt trods stor personlig sorg – er meddelelsen knap nok sivet ind. Det er bare så uvirkeligt, når vi helt uventet og alt for tidligt mister gode og trofaste medarbejdere. Hvorfor kunne Stig ikke være forundt mange flere år til at opleve alt det positive, der sker på museet netop nu? Det virker så meningsløst og man føler sig helt tom indeni.

Æret være Stig Torp Kaspersens minde

Mikael Lund