Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

 

28. juli 2014: To nyere busser renoveret

I løbet af de varmeste uger af juli blev sidste hånd lagt på HT 1501, som torsdag d. 24. juli kunne synes og indregistreres. Bussen er en Leyland-DAB serie VI leveret til HT d. 11. november 1982. I 1992 kom bussen til Linjebus, der i 1995 udrangerede bussen, hvorpå den stod hos bushandleren Ståling i Viborg. I 2006 blev den erhvervet og bragt til Sporvejsmuseet - i første omgang blot i depot. For godt et år siden blev bussen "støvet af" og et renoveringsprojekt igangsat, hvilket blandt andet har indebåret, at 5-6 medarbejdere fast mødtes en aften ugentligt henover vinteren og arbejdede på bussen. Dette arbejde blev færdiggjort henover foråret og sommeren, hvorfor bussen nu kan indgå i museets store flåde af køreklare busser, som nu tæller 18, og dermed også lejes af interesserede til f.eks. firmature, fødselsdage osv.

Samtidigt med HT 1501 kunne præsenteres blev også en anden - og nyere bus - vist frem i "fordums pragt" nemlig Arriva 1425, som museet erhvervede sidste efterår. Bussen er en Volvo/Aabenraa B10BLE-63 med System 2000-karrosseri, der blev leveret til Arriva d. 19. april 2001. Ved opstarten af A-busserne i København - første omgang 2A og 5A - indsattes bussen på sidstnævnte linje og således forsynet med røde hjørner og linjefriser. I 2009 blev bussen renoveret og indsat på først 4A og senest 350S indtil udrangeringen i 2011. Derfor fremstod bussen med blå S-bushjørner ved overtagelsen. Disse er nu ommalet til røde og bussen igen forsynet med 5A-markeringer og linjefriser. Bussen er for tiden udstillet på museet, men ikke indregistreret til kørsel.