Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

12. juli 2009

NESA 929 i drift

Efter mere en 30 års restaureringsarbejde, hvoraf de sidste 7 år har været intensive, er NESA 929 genopstået, som den var, da den for første gang blev sat i drift på NESA's linie 14 den 9. juli 1934.

           

NESA - Nordsjællands Elektricitets og Sporvejs Aktieselskab - havde købt i alt 10 eksemplarer af denne nye sporvognstype.

Sporvognene blev anskaffet for at tage konkurrencen op med S-banerne, som var begyndt at køre med succes samme år.

NESA havde drevet 2 sporvejslinier fra 1904 til 1953. Linierne 14 og 15 løb begge gennem Gentofte Kommune.

Den nye sporvognstype var tegnet af arkitekten Ib Lunding og betragtes af kendere, som en af verdens smukkeste sporvogne.

NESA 929 var i drift frem til 1953. hvor den blev købt af Københavns Sporveje, hvor den fik nummer 617.

Den blev ombygget til at have fast konduktør. De bagerste døre blev dobbelte og den fik midterdør.

Som et kuriosum har den kørt som enmandsbetjent sporvogn på linie 20.

 

Ved den københavnske sporvejsdrifts ophør i 1972, blev vognen overdraget til Sporveishistorisk Selskab, som det ene af 2 bogie-vogntog tegnet af Ib Lunding, som selskabet fik.

Ved en ceremoni på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm den 9. juli 2009 kl. 1100 blev de af team 929, som kunne møde frem, hyldet for det store arbejde de havde udført i de sidste 7 år på at føre NESA 929 tilbage til, hvordan den var den 9. juli 1934.

Formanden for Sporveishistorisk Selskab, Mikael Lund, holdt en tale, hvor han takkede Team 929, for det vellykkede arbejde.

Efter ceremonien blev gæsterne in-viteret med på NESA 929's indviel-sestur ud til Eilers Eg.

 

           


Ved Eilers Eg var museet vært for et lille glas til gæsterne, inden NESA 929 blev indsat i den ordinære drift på museet.