Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

25. april 2007

NESA 929 på egne hjul

 

Onsdag den 25. april blev endnu en mærkedag på Sporvejsmuseet, idet vognkassen til NESA 929 blev sænket ned på sine bogier. Vognen tilhørte oprindelig el-selskabet Nordsjællands Elektricitets og Sporvejs Aktieselskab, men blev i 1952 solgt til Københavns Sporveje, hvor den fik nummer KS 617.

Vognen blev omkring 1982 løftet af sine bogier og en renovering blev påbegyndt, men blev få år efter - af manglende ressourcer på det mandskabsmæssige - sat i bero. I foråret 2002 tog en enkelt medarbejder initiativ til at vognen nu skulle restaureres færdig og siden da har der været arbejdet intenst på projektet og heldigvis er der også kommet mere mandskab til i de seneste par år. "Team 929" blev således etableret af en gruppe af museets medarbejdere for at løse denne kæmpe restaurerings- og ombygningsopgave.

Vognkassen har således været løftet "og stået på stylter" i omkring 25 år. Især i de senere år har den gennemgået den egentlige restaurering med f.eks. helt nyt gulv med kork og øverst brun linoleum.



           


  
Alle elinstallationer er udskiftet med nye kabler og for øvrigt er vognen ombygget fra ensrettet vogn til to-retningsvogn, hvilket indebærer at konduktørpladsen er fjernet ligesom midterdøren er erstattet af et stort vindue. Dermed er vognen ført tilbage som da arkitekt Ib Lunding tegnede denne smukke vogntype til Københavns Sporveje.     
 

Bogierne har været totalt adskilt og motorer har været til renovering. Fjedre og alt det bevægelige har været ude for grundig renovering og der er også støbt nye lejer til akslerne.

Derfor var onsdag den 25. april en dato, som de utrættelige medarbejdere i "Team 929" aldrig vil glemme, idet vognkassen igen skulle forenes med sine bogier.

 

 

Billederne viser, at det bare skal passe sammen, og det gjorde det også! Efterfølgende blev vognen af en motortrolje trukket ganske langsom rundt i sporsløjfen, såvel på forpladsen som ved Eilers Eg, mens medarbejdere holdt øjne og især ører åbne for mærkelige bevægelser eller lyde. Alt forløb heldigvis godt!

"Team 929" fejrede med et glas champagne at en milepæl var nået! Senere var der røde pølser og en enkelt sporvognsøl anno 2007 til alle øvrige af museets tilstedeværende medarbejdere, jo det var en mærkedag af de helt store!

 


   
         
   

  

Der forestår nu et særdeles stort arbejde med at forbinde alle ledninger. Vi tør ikke spå om hvornår vognen første gang kører for egen kraft, men teamet bag vognen håber at det bliver snart...