Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

12. juni 2005

40 års jubilæum - lørdagen

Lørdag den 11. juni 2005 var den første dag i weekenden, hvor Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm markerede Sporvejshistorisk Selskabs 40 års jubilæum.

Mange af museets frivillige medarbejdere var til stede og havde travlt med forskellige opgaver, så dagen kunne blive så vellykket som muligt.

Klokken 0800 gik flaget til tops.

Museets veteranbusser stod opstillet og klar til deres del af kavalkaden.

Museets sporvogne blev kørt ud til endestationen - Eilers Eg - for at kunne markere dagen med en stor kavalkade.

Klokken 1000 åbnede museet, og snart ankom mange gæster.

         

Sporvognene fra Århus havde en travl dag med at køre gæsterne ind til forpladsen.

På forpladsen var HT-orkestret opstillet og musicerede.

Jubilæmstale blev holdt af Sporvejshistorisk Selskabs formand, Mikael Lund.

Ringsteds viceborgmester Rasmus Kristensen holdt en glimrende tale og satte kavalkaden i gang.

Sporvognskavalkaden var arrangeret således at spor-vognene kørte ude fra Eilers Eg og ind til forpladsen i aldersorden.

Den første blev DKS 17, en sporvogn fra 1897 efterfulgt af sporvognen fra Frederiksberg Sporveie.

         

I anledning af 60 året for besættelsens ophør i 1945 er Sporvejshistorisk Selskabs første sporvognserhvervelse KS 437 i 'krigsmaling' - dvs. at den er udført, som sporvognene i København så ud under mørklægningen 1940 - 1945.

Da sporvejskavalkaden var forbi, blev Frederiksbergs Sporveies bus, FS 1, startet med håndsving.

FS 1 var den første bus i buskavalkaden, og da den var sendt af sted på en kortere tur med specielt inviterede gæster, begyndte resten af buskavalkaden med KS 41 som den første på deres tur rundt om Valsølille Sø.

Blandt de specielt inviterede gæster på turen med FS 1 var Niels Ulrich Hermansen, som er formand for Venstres byrådsgruppe i Ringsted Byråd, Ringsteds viceborgmester Rasmussen Kristensen og formanden for Sporvejshistorisk Selskab, Mikael Lund.

Ved receptionen, som fandt sted inde i Valby Gamle Remise, var chokoladelækkerierne sponsoreret af Viking Chokolade.

Efter kavalkaden var der 5 minutters drift på normalsporsstrækningen fra forpladsen og ud til Eilers Eg, hvor gæsterne hyggede sig med deres picnickurve, omgivet af de travle sporvogne.

         

Den 2 etages sporvogn fra Frederiksberg Sporveie var meget populær.

En halv times tid, før museet lukkede, trak et uvejr sammen, og et kraftigt regnvejr iblandet hagl gjorde afslutningen af dagen lidt våd

         

Veteranbusserne spejlede sig efter denne travle og våde dag i den nyopståede sø, Skjoldenæsholm Lillesø.