Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM
2. december 2005
Kongelig Melbourne sporvogn

Torsdag den 10. november kl. 10.30 blev Melbourne SW6 nr. 965 ved en festlig ceremoni i Preston Workshops i Melbourne officielt overdraget til kronprinsparrets repræsentant, generalkonsul Jørgen Møllegaard Kristensen, af den victorianske transportminister Peter Batchelor.

Vognen - som var blevet behørigt skiltet 'DENMARK' omkranset af et stort australsk flag og et stort dansk flag - er blevet flot istandsat af giverne og udover at den er nyopmalet har den gennemgået en fuld elektrisk og mekanisk revision, således at den er i enhver henseende køreklar.

Begivenheden blev dækket af tre TV-kanaler og repræsentanter fra adskillige aviser.

Ministeren udtrykte stor glæde ved at kronprinsparret havde villet acceptere denne unikke gave og så frem til, at den ville cementere de venskabelige relationer mellem Australien og Danmark. Han undlod ikke at gøre opmærksom på, at man i Australien var utrolig stolte over, at en australsk pige var blevet dansk kronprinsesse. Den danske generalkonsul udtalte stor glæde over gaven og lovede - på kronprinsparrets og vore vegne - at der ville blive passet godt på den.

Der var til ceremonien indbudt repræsentanter fra den danske koloni herunder en række børn, der mødte op med danske og australske flag. Rederiet A.P. Møller var også repræsenteret ved lederen af deres Australienskontor, Søren Houman, og i anerkendelse af, at rederiet har påtaget sig vederlagsfrit at fragte sporvognen til Danmark, var sporvognen også forsynet med et Maersk Sealand banner.

Med forbehold er det aftalt, at sporvognen forlader Melbourne tirsdag den 3. januar med Maersk Tokyo til Yokohama, hvor den bliver omladet til Gudrun Mærsk - der netop har kronprinsesse Mary som gudmoder - med forventet ankomst til Århus lørdag den 18. februar. Derfra vil vognen umiddelbart blive transporteret til Skjoldenæsholm sandsynligvis med anvendelse af den specielle svenske sporvognsblokvogn, som vi tidligere har anvendt til transport af ledvogne fra bl.a. Düsseldorf.