Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM

7. april 2004

Nyt om 890 i Holbæk

Forreste vognhalvdel, kaldet A-delen har fået rustbeskyttelsesmaling overalt, indvendig også støjdæmpning kombineret med brandhæmmende maling fra vindueskarm og nedefter. Lægning af pladegulv er påbegyndt. Når gulv er lagt, fortsættes med støjdæmpning/brandhæmmende maling opefter, og i en passende konsistens for at få den let "nubrede" overflade på vinduessprosser, der senere skal males med en cremefarve, "RAL 1015 Hellelfenbein".

    

Udvendig maling: Vognen har fået grundmaling ("armygrøn"), er spartlet og slebet. Skal efterbehandles nogle få steder. På taget påsprøjtes støjdæmpning i det område hvor kontaktbukken til stangen skal monteres. Tidligere lå der en tynd gummidug. Herefter får hele vognkassen grundmaling og 3 gange 2-komponent maling, nemlig grå på taget og ned til tagrende. Under tagrende og til vinduesunderkant hvid og herefter den karakteristiske gule farve. Farveprøver på alle 3 farver fra malingsleverandøren er godkendt af Sporvejsmuseet. Undervogn under gulv er færdigmalet med en grå farve der ligner den samme grå som på taget. Trinkasserne indvendig males taggrå. 

    

 

Bageste vognhalvdel, kaldet B-delen: Taget er afrenset for mange lag maling og spartelmasse og der er desværre fundet utallige småhuller, påsvejste lapper, store skævheder osv. Der venter et stort arbejde med hele tagkonstruktionen. Bagenden er sunket nogle centimetre, formentlig efter alvorlige kollisioner, to dørstolper i højre side er revnet og bærer intet, (gad vide om Egypterne nogle sinde havde opdaget det, da skaderne lå godt gemt bag tyk lag spartelmasse og maling!!) Som reservedele er det planen at transportere B-delen fra den metersporede MVG 255, som museet erhvervede i 2002 fra Mülheim, til Holbæk snarest muligt for udtagning af brugbare profiler, større enkeltdele osv. På museet er MVG 255 adskilt i leddet.

Forenden fra en Duisburg-vognkasse, der har bidraget med originale Düwag reservedele til restaurering af A-delen af KS 890, er nu på vej til ophug efter at alle brugbare dele er demonteret.

Pyntelister er et problem. Ingen leverandør kan levere den gamle type. Alternativer efterlyses.

Vi er begyndt at planlægge transport af den færdigmalede A-del og ledportalen til museet, herunder rute pga. stor vognhøjde, samlingen af disse to dele med drejekranse og midterløbebogien, efterfølgende midlertidig montering på bogier. RBG 2401 og 2415 er erhvervet fra Düsseldorf og, hvis de når at ankomme inden A-delen af KS 890 kommer til museet, er det planen at anvende bogier fra enten 2401 eller 2415 indtil 890's egne bogier er renoveret med nye hjulbandager og iøvrigt hovedrevideret. På museet er mange indvendige loftsplader afrenset vha. gammeldags brun sæbe. Trykknapper m.v. for vognbetjening forsøges skaffet i originale udførsler.

Såsnart A-delen af 890 er ankommet til Sporvejsmuseet, vil der komme opdatering på hjemmesiden med billeder af den færdigmalede vogn. Vi kan ikke angive nogen tidsplan for hvornår malerarbejdet er færdigt.