Nyheder         
SPORVEJSMUSEETSKJOLDENÆSHOLM
28. oktober 2003
Nyt om 890 i Holbæk

Det går rigtig godt fremad med vognen. Det store I-profiljern, som tidligere på året blev lagt ind igennem vognen for at have et solidt udgangspunkt for opmåling og opretning af vognkassen, er fjernet ligesom diverse afstivninger også er borte. Forreste vognhalvdel er dermed helt færdigrettet. Trinkasse til dør 1a og b er så meget færdig, at der nu afventes montering af døre, idet trin skal tilpasses "dørsprække", der går ind over trin. Dørmotorer m.v. og døre skal hentes fra vort lager og desværre skal dørene gøres højere. Den danske udgave af ledvognene har en større dørhøjde end sædvanlig tysk standard.

    

Trinkasse til dør 2 er også godt på vej. Alle vognens sideplader er monteret, men skørter og småjusteringer (kosmestiske) udestår.

Forenden mangler endnu montagen af de karakteristiske linielanterner, men er ellers færdig. Taget er færdigrettet og ved leddet er det rettet op.

Det er en meget stor og omfattende renovering værkstedet i Holbæk under Vestsjællands Lokalbaner har udført. Der er brugt rigtig mange arbejdstimer, men vi får også en vogn som alle kan være stolte af.

 

Endnu mangler der en del før vognkassen er færdig, bl.a. gulv, der er et træpladegulv og med gummibelægning øverst som slidlag, rustbeskyttelsesmaling indvendig og udvendig spartling og maling af vognkassen. Hele el-installation (600 V og 24 V), som den var inden vognen blev afsendt til Alexandria, skal reetableres, og indvendig aptering med loft, vægge og sæder osv. Endvidere opbygning af vognstyrer- og konduktørplads. Jo, der er endnu en stor del for værkstedet i Holbæk at lave og især for vort eget værksted på Sporvejsmuseet.

Hele projektet med renoveringen af KS 890 bliver kostbart, det har vi vidst, men det bliver formentlig endnu dyrere end først antaget. Selvom der i forbindelse med renoveringen af forreste vognhalvdel er indvundet værdifuld erfaring, bliver bageste halvdel også dyr, men formentlig langt fra som forreste.

Renovering af bogier med motor og løbebogien er ikke afklaret, men der overvejes forskellige løsninger for at reducere omkostninger og ressourcer.