|
Pressemeddelelse
Mary og Frederik får stor australsk
gave
Hvad giver man et kronprinspar, der har næsten alt?
Ja, det kunne for eksempel være en veltjent australsk sporvogn
på hen ved 17 ton!
Den usædvanlige gave, der er en erindring fra Australiens-besøget
tidligere på året og samtidig et stort Til Lykke med fødslen af
den nye prins, modtages af Danmarks generalkonsul i Australien,
Jørgen Møllegaard Kristensen, på vegne af kronprins Frederik og
kronprinsesse Mary.
Den officielle overdragelse af gaven finder sted torsdag den 10.
november i byen Melbourne, der har et af verdens største sporvejssystemer
og hvor man fortsat udvider.

Kronprinsessen har tidligere boet i Melbourne i nogle år og har
måske kørt med netop den sporvogn, som nu får royalt ejerskab, en
stor fire-akslet bogievogn med vognnummeret 965. Sporvogns-typen
er fra 1930'erne og er Melbournes pendant til den navnkundige københavnske
bogievogn tegnet af arkitekt Ib Lunding i 1930. Den australske sporvogn
har i de senere år været holdt i reserve for de nyest leverede sporvogne,
men kan nu undværes.

Ideen til den usædvanlige gave er blevet til ved kontakter mellem
det australske sporvejsmuseum i Sydney og det danske Sporvejsmuseet
Skjoldenæsholm på Midtsjælland, og har glædeligvis vakt begejstring
både hos giverne - delstatsregeringen i Victoria og byen Melbourne
- samt hos det danske kronprinspar som modtagere.
Kronprinsparrets store gave vil blive transporteret ad søvejen
fra Melbourne til Århus med ankomst i foråret 2006 - og transporten
har Rederiet A.P. Møller-Mærsk A/S med vanlig rettidig omhu påtaget
sig.
Den kongelige sporvogn vil for fremtiden blive passet, plejet og
vil kunne opleves i drift på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm mellem
Roskilde og Ringsted.
Museet har naturligvis inviteret kronprinsparret til et besøg
på museet til næste sommer, således at de kan prøve en tur ombord
i deres egen grønne sporvogn på museumslinien i den dejlige midtsjællandske
natur.
Sporvejsmuseet råder i forvejen over et antal udenlandske sporvogne
i sin store vognsamling, der siden foråret 2004 også omfatter museums-vognene
fra det tidligere HT-Museum. Det danske sporvejsmuseum betragtes
allerede som et af verdens fem førende sporvejsmuseer og den australske
sporvogn er et udtryk for en ny forbindelse mellem det store land
på den sydlige halvkugle og kongeriget i nord.
Det vil ikke være første gang, kongehuset deponerer store gaver
uden for de kongelige boliger. Det er bl.a. sket med de kongelige
thailandske elefanter, der har fået nyt hjem i Københavns Zoo.
For yderligere oplysninger kontakt venligst
Mikael Lund
(tlf. 3963 5401)
eller pressesekretær Søren Palsbo
(direkte arbejdstlf. 4695 4185 - eller privat 3834 7802).
Artikel i den australske avis The Age
|